Jammerbugten har så meget, at de gir’ det væk

Profilbillede
dato

I uge 28 deler Jammerbugt Kommune ud af frisk luft, udsigt, fred og ro. Det sker på Gabels Torv i Aalborg, hvor medarbejdere har pakket små flyttekasser med alt det, kommunen kan tilbyde – og som de gavmildt deler ud af.

Allerede fredag bliver tårnet på Gabels Torv ”pakket ind” i Jammerbugten. Herfra uddeler Jammerbugt Kommune små flyttekasser, som udover frisk luft, udsigt og fred og ro, indeholder et gavekort til en smagsprøve fra en af de mange lokale råvareproducenter. 

”Vi vil gerne sætte fokus på alle de kvaliteter, vi har her i Jammerbugten i en lidt uhøjtidelig tone. Til det tager vi lidt humoristiske midler i brug, og håber alle tager godt imod det.”, fortæller bosætningskonsulent June Haugaard Mejlholm. 

Tiltaget er rettet mod mulige tilflyttere, især dem, der savner fred og ro og mere plads. Flere lokale ejendomsmæglerne er også med på initiativet og vil i den kommende tid udlevere de små ”flyttekasser” til deres kunder.   

Vind et afbræk fra bylivet

Som en del af kampagnen bliver der en online konkurrence, hvor interesserede kan vinde et ophold i Jammerbugten. Hermed får man muligheden for at bo i naturskønne omgivelser med masser af frisk luft, fred og ro, og inspiration til, hvad der kan opleves i nærområdet. 

”Med konkurrencen tilbyder vi vinderne et afbræk fra bylivet og forhåbentlig en god oplevelse, og dermed en forsmag på, hvordan det er at bo i Jammerbugt Kommune. Præmien er et ophold på to dage, så vi håber også, at vinderne kan nå at mærke en lille snert af det fællesskab og det sammenhold, som der er i vores lokalsamfund.”, fortæller June Haugaard Mejlholm.  

Nye parcelhusgrunde i udbud

En kampagne alene får nok ikke folk til at flytte til Jammerbugten, da der er mange ting, der spiller ind, når folk flytter.

Men overvejer man at flytte ud af byen for at få mere plads og råd til drømmehuset, så er der mange gode muligheder i Jammerbugten. Jammerbugt Kommune har netop sat to nye udstykninger med parcelhusgrunde i henholdsvis Brovst og Aabybro i udbud, hvorfra man nemt kan komme til og fra Aalborg for at arbejde, gå på cafe osv.

Kilde: Redaktionen